Results tagged “it-governance” from Gøtze 2.0

Tværoffentlig it-governance

|
Jeg opfordrer altid mine studerende til at publicere deres arbejde. Desværre er mange projekter underlagt strikse NDAer og fortrolighedskrav, ofte urimelige, men selvfølgelig også ofte helt legitime. Men mange projekter falder i gråzonen, og dermed mellem stolene - der kan være dele af projekterne, som ikke tåler offentlighedens lys, og publicering kræver derfor ekstraarbejde (som ikke tæller med i bedømmelsen). Det er der mange som ikke orker, men heldigvis også nogle, som går den ekstra mil for at få deres arbejde ud i offentligheden lys. Nedenfor et sådant eksempel. Jeg har opfordret Sanne og Lars til at indsende en høringskommentar til It-udredningen. Det er jo nogle interessante findings, må man nok sige ("det vurderes at Den Digitale Taskforce ikke længere kan sikre den nødvendige fremdrift").

Tværoffentlig it-governance er en ny hjemmeside, som Sanne Mi Poulsen og Lars Rhein Hansen har lavet om deres projekt It-governance på tværs af sektorgrænser i det offentlige Danmark, som afsluttede deres Master i IT strategi og ledelse ved IT-Universitetet, og som jeg havde fornøjelsen af at vejlede og eksaminere.

Sanne og Lars identificerer fire væsentlige udfordringer på området, som skal adresseres for at fremme digitaliseringsindsatsen:
  1. Det tværoffentlige samarbejde er ikke tilstrækkeligt omfattende - og der mistes mange potentielle digitaliseringsgevinster af den årsag
  2. Strukturen omkring Den Digitale Taskforce sikrer ikke længere den nødvendige fremdrift og koordinering for digitaliseringen
  3. Der er en manglende professionalisme i form af opfølgning på omkostninger, hjemtagning af resultater, overholdelse af standarder etc.
  4. Det tværoffentlige område mangler implementeringsevne til at realisere forretningspotentiale gennem digitalisering
De skriver:
Når det vurderes at Den Digitale Taskforce ikke længere kan sikre den nødvendige fremdrift, skal det ikke opfattes som en kritik af deres hidtidige virke. Det handler om at den store opgave fremover, er en meget større systemintegration på tværs af den offentlige sektor. Den Digitle Taskforce har et varemærke som formodentlig er værd at bevare i den offentlige sektor, så det er ikke sandsynligt at den decideret bliver nedlagt - men det bliver behov for et nyt omdrejningspunkt for at komme næste skridt videre i den offentlige digitalisering.
Særligt i forhold til at identificere hvilke it-governance mekanismer som kan anvendes, fandt vi god hjælp fra teorien. For at adressere de væsentligste udfordringer, anbefaler vi at it-governance arrangementet for det tværoffentlige område forandres:
  • Der er behov for nye eller bedre tilpasningsprocesser, som sikrer, at de enkelte myndigheder bliver tilskyndet til øget samarbejde på det tværoffentlige område 
  • Der er behov for en ny eller forbedret beslutningsstruktur, som kan sikre og fastholde forpligtende samarbejde mellem myndigheder på tværs af sektorgrænser
  • Der er behov for nye ellerbedre tilpasningsprocesser, som tilskynder professionalisme i form af overholdelse af standarder, opfølgning på omkostninger og hjemtagning af resultater etc.
  • Der er behov for forbedret kommunikation, som sikrer en større forståelse for værdien af professionalisme i form af at anvende standarder og gennemføre opfølgning på omkostninger, hjemtagning af resultater etc.
Implementering af (it-governance) styringsmekanismer er meget afhængig af den specifikke kontekst, og det er et særligt vilkår for det tværoffentlige område at der ikke eksisterer en egentlig ledelsesstruktur (endsige en organisation). Dette forhold gør det særlig svært at adoptere generiske forslag til mekanismer, da de eksempelvis ofte forudsætter en topledelse for "virksomheden", eller en central it afdeling med kompetence til at beslutte infrastruktur og arkitektur.

Strøm til Statens It

|
Finansministeriet tager som forventet Statens It ind under sine egne vinger, og gør Statens It til en styrelse under Finansministeriet, med en ny direktør, hentet fra egne rækker. Pr. 1. juli konstitueres vicedirektør i Økonomistyrelsen Lone Strøm, som direktør for Statens It. Så farvel til privatsektormanden Jan Cilius, der blev hentet ind for at realisere Finansministeriets drøm om et centralt it-servicecenter for hele staten, og farvel til big bang idéen bag Statens It, der nu indføres i et mere afmålt tempo, med en revisor bag roret. "Med Lone Strøm får Statens It en kompetent og indsigtsfuld direktør", lyder det betryggende fra Statens It. Presse: Politiken, DR.dk, Version2 og ComputerWorld.

Dorte Toft perspektiverer lidt videre i det ustoppelige statslige it-cirkus og spørger hvorfor går alt bananas? Dorte stiller alt for mange spørgsmål til at jeg overhovedet vil forsøge at besvare dem, men et par observationer om 'sagen' vil jeg gerne dele.

Data (ikke) til rådighed
Finansministeriet blev den 26. marts af Folketingets Finansudvalg (spørgsmål nr. 96 af 26. marts 2009; Alm. del - & 7) bedt om en en oversigt fra 2001 til nu over større statslige it-projekter, for hvilke der er sket betydelige overskridelser af de budgetterede omkostninger ved projektet og/eller væsentlige forsinkelser i projektet. Den 16. april skriver Finansministeren til Finansudvalget og meddeler:
Finansministeriet har ikke de data til rådighed, som et svar på Finansudvalgets spørgsmål forudsætter. Finansministeriet har derfor bedt ministerierne svare på Finansudvalgets spørgsmål for alle projekter, der ifølge Budgetvejledningen skal forelægges Finansudvalget, og for hvilke der siden 2001 har været betydelige overskridelser af de budgetterede omkostninger og / eller væsentlige forsinkelser i projektet.

På baggrund af oplysninger der indsamles fra ministerierne forventer Finansministeriet at kunne give endeligt svar på ovenstående spørgsmål 1. maj 2009.
Den 25. maj kommer så redegørelsen, som viser, at de 15 gennemgåede it-projekter i gennemsnit har haft en budgetoverskridelse på 39 procent og en overskridelse af de oprindelige tidsplaner på 74 procent (om redegørelsen, se Computerworld).

Det er egentlig ikke så meget gennemgangen af de 15 cirkusnumre, jeg hæfter mig ved, selvom den da bestemt er interessant læsning. Det er mere det med, at Finansministeriet ikke har de data til rådighed, der bliver spurgt om. At det tager to måneder at fremskaffe data. Data af en art, man skulle tro de havde allerede, med alle de business cases, der er lavet de seneste år.

Endvidere er redegørelsen allerede dybt begravet i Folketingets sorte hul. Selv Google kan ikke finde dokumentet. Det er snart mange år siden, at Folketingets website var tidssvarende.

Det var forhold som dette, der gjorde at jeg udtalte mig lidt skarpt forleden, da jeg til Version2 sagde, at "Danmark er et u-land hvad angår at tænke forretningsorienteret arkitektur". Det var i en lidt anden sammenhæng, om noget TOGAF-software, men dybest set en kommentar, jeg står inde for, og som jeg også synes denne sag demonstrerer ganske tydeligt. At Danmark er et u-land skal forstås derhen, at andre lande på netop dette område er langt mere udviklede. Lad os som eksempel kigge på USA (og dermed koble sagen til EA).

IT-projektoverblik Obama Style
"Government should be transparent. Government should be participatory. Government should be collaborative." Barack Obama

Obama-administrationen har netop lanceret The IT Dashboard:
an online window into the details of Federal information technology investments and provides users with the ability to track the progress of investments over time. The IT Dashboard displays data received from agency reports to the Office of Management and Budget (OMB), including general information on over 7,000 Federal IT investments and detailed data for nearly 800 of those investments that agencies classify as "major".



Der er selvfølgelig lidt bling bling over dette dashboard, eller Obama coolness om man vil, men kigger man lidt ned i indholdet, er kontrasten til den danske situation godtnok tydelig. Og synes man ikke der er nok data kan man kigge på VUE-IT, Visualization to Understand Expenditures in Information Technology.

Data opdateres decentralt af myndigheder og ministerier, på månedlig basis, og OMB har det overordnede ansvar for sammenhæng, konsistens og struktur. OMB varetager dette ansvar gennem det føderale EA-program og den mål- og rammestyring som dette indebærer. Her er de føderale referencemodeller centrale. Men der indgår også en hel del forandringsledelse.
Radical Transparency kalder Tim O'Reilly det, og kommenterer:
Dashboards are only as good as the people who use them. Ultimately, the goal of instrumenting government spending and its effectiveness depends on the willingness of those in positions of authority to respond to what the dashboards tell them. Vivek Kundra is rolling out a suite of IT management tools - a platform for better government, if you will - of which this is only one installment. Let's hope that as the dashboards are updated each month, we'll see evidence of change, with the data more complete, and with out-of-control projects reined in, improved, or ended.

Udviklingspotentiale i Danmark
Danmark har allerede den fællesoffentlige forretningsreferencemodel (FORM) og service- og teknologireferencemodel (STORM), som vil være et tilstrækkeligt semantisk grundlag for data. FORM skal allerede bruges ifbm de obligatoriske business cases, og STORM kommer vel også på som krav på et tidspunkt. Så er det jo 'bare' at indsamle og udstille de essentielle data.

IT og Telestyrelsens initiativer Offentlige Data i Spil og OIOREST springer selvfølgelig i øjnene, når det handler om at sammenstille og udstille offentlige data. ITST fokuserer på "at få offentlige data i spil i det private erhvervsliv for at sætte gang i en bølge af nye digitale tjenester. Kombinationen af hurtigt bredbånd og digitalt indhold på basis af offentlige data kan give større vækst, nye arbejdspladser og bedre servicetilbud". For et stykke tid siden bad ITST Gartner om at lave en analyse om "innovativ udnyttelse af offentlige data", som tydeligvis har inspireret styrelsen. Der er mere fokus på kommercialisering end på transparency, må man konstatere. Men alligevel også en åbning for det bredere perspektiv.

Måske er netop it-området er godt sted at skabe gennemsigtighed. Det er jo det mest usexede politikområde i Folketinget, hvor kun fadbamseforbrug kan få åbenhedsdebatten pisket op. 

Roser til skyerne

|
Som specialevejleder på ITU og CBS opmuntrer jeg alle mine studerende til at blogge og på andre måder publicere sig - det er en god øvelse i skrivning, og det åbner mange døre overfor, for eksempel, kommende arbejdsgivere.

To af mine studerende, Anders Kann og Martin Albertsen har skrevet en rigtigt god artikel om cloud computing, Infrastrukturen flytter op i skyen, i det seneste nummer af Prosa Bladet. Jeg vil også fremhæve Anders og Martins glimrende artikelserie om Amazon Web Services.

Cloud computing og utility computing er der også andre, som arbejder med. I sin nye blog DenseCloud for sit nystartede speciale har Adrian Sobotta lagt ud med et par interessante indlæg om cloud computing.

Et af de andre populære områder, som mine studerende arbejder med, er IT-governance. Claus Borum Poulsen og Maria Baun Lauridsen har lagt deres færdige speciale, IT-governance i et strategisk forandringsledelses- og modenhedsperspektiv, på nettet. Jeg må ikke udtale mig om specialet før efter den 4. september, hvor forsvaret finder sted. Men jeg må vel gerne påpege, at både Claus og Maria nu søger arbejde indenfor it-styringsområdet, og at de begge har min klare anbefaling.

CBS-sommerskole

|
CBS Sommerskole er en uges forskningsbaseret efteruddannelse på et højt fagligt niveau indenfor en bred vifte af fagområder. Sammen med professor, institutleder Mogens Kühn Pedersen står jeg for kurset Globaliseringens nye udfordringer til IT-ledelsen og værktøjer til at imødegå dem, som afholdes 11.-15. august (uge 33).

Læs mere om dette og de 32 andre udbudte kurser i programmet. Formålet med vores kursus:

Kurset giver lejlighed til at opstille de aktuelle problematikker for IT-ledelsen i virksomheder og organisationer og stiller en række værktøjer til rådighed for at sikre kobling mellem forretning og IT. Kurset tilbyder at indføre dig i den nyeste viden om IT-arkitekturer og udvalgte komponenter på et ledelsesorienteret/strategisk niveau samt at træne dig i anvendelse af relevante værktøjer for at opnå indsigt i og forståelse af forskellige arkitekturmodellers brugbarhed. 
Deltagerforudsætninger er erfaring med og interesse for ledelse af IT-ressourcer, hvad enten det er i private eller offentlige virksomheder og organisationer. Interesserede virksomheder skal være velkomne til at sende hold, for eksempel ville det være relevant for både CIOer, chefarkitekter, og programledere at deltage.

Bogmashuppen Bogmos.dk

|
Den opmærksomme læser af min blog vil have bemærket links til bogmashuppen Bogmos.dk (mere om projektet).  Besøger du mashuppen nu vil du finde nogle nye links:

Listerne illustrerer meget godt en af idéerne med Bogmos: Bøgerne rangeres efter brugernes vurderinger. I sig selv siger det måske ikke så meget, men idéen har altså med brugerne at gøre.

Bogmos.dk og GotzeTagged samkører registrene, hvilket også pt. er lidt for tydeligt for brugerne, der "switcher" lidt mellem de to i den nuværende konfiguration.

Når jeg får lidt tid vil jeg teste en del af eksemplerne fra "Adding Ajax", som vil kunne gøre underværker for brugeroplevelsen ...

Styring ja, men af hvad?

|
Teknologirådet indkalder projektforslag. Det gør de hvert år.
 
Sidste år indgav EA Fellows et forslag, Nye styringsmodeller for offentlig IT. Angiveligt kom der 96 forslag ind, men netop "Nye styringsmodeller for offentlig IT" var et af de fire emner, som Teknologirådets bestyrelse besluttede for Rådets arbejdsplan i 2007.

Nu er arbejdsplanen tilsyneladende ikke tilgængelig på rådets hjemmeside, så hvad den beslutning egentlig indebærer er uklart. Har de et projekt holder de kortene tæt på kroppen, og hvorfor i alverden skulle de det?

Det er jo ikke Statens It-råd ...

Så sent som forleden sendte IT- og Telestyrelsen en pressemeddelelse ud, hvori vicedirektør Marie Munk fra IT- og Telestyrelsen, "der har ansvaret for statens it-politik" udtaler, "Der er stort behov for at arbejde med offentlige virksomheders it-styring."

Pressemeddelelsen handler iøvrigt om rapporten "Public Digital Governance 2007 - år 0 efter strukturreformen", som er udarbejdet af konsulentbureauet Brøndum & Fliess.

Ifølge denne undersøgelse placerer offentlige virksomheder sig bedre end private virksomheder på seks ud af ti målepunkter om it-governance, strategieksekvering og interne organisatoriske processer, men dårligere end den finansielle sektor på samtlige ti punkter.

IT- og Telestyrelsen vil i løbet af efteråret opdatere retningslinjerne for, hvordan ministerierne bør udarbejde deres it-strategier på koncernniveau, og det forventes, at en ny skabelon vil kunne foreligge omkring årsskiftet.

Spørgsmålet er, om der ikke skal noget mere end en ny skabelon til.